Serien handler om de to 25-årige tvillinger, Lykke og Thomas, der har mistet begge deres forældre. Den ene forsøger at finde lykken gennem karrieren og den anden gennem kærligheden. Thomas har igennem flere år været i behandling for depression, mens Lykke derimod har fokuseret på karrieren. I seriens begyndelse søger hun job i kommunikationsafdelingen hos medicinalgiganten SanaFortis, hvor hun satser på en kometkarriere. Herudover møder vi i løbet af serien en lang række andre personligheder, der gennemgår forbavsende forandringer, når deres opfattelse af lykken på skift udfordres. Lykke er en komedie om ambitioner og undertrykte drifter, om den uklare grænse mellem drøm og virkelighed og om drømmen om lykken og det velordnede liv, hvor alt kan planlægges – undtagen tilfældet.